Jeg sidder sammen med Maria på mit kontor, fordi jeg har bedt hende fortælle mig lidt omkring det seneste seminar på uddannelsen Åben Dialog, som hun har deltaget i. Maria er oprindelig fra Peru og har boet i Danmark i over 20 år. I Peru læste hun psykologi og ville have uddannet sig videre til terapeut, hvis ikke hun var blevet dansk gift. Andre veje har bragt Maria til Parkvænget, hvor hun nu er ansat som Social- og Sundhedsassistent
Hvilke tanker har du gjort dig om Åben Dialog, siden du sidst var på seminar? Maria sidder lidt inden hun svarer. Det lyder umiddelbart som et lille spørgsmål med et stort svar, siger hun og smiler. Lad mig tænke lidt. Jeg blev optaget af, hvordan jeg kan blive bedre til det, som jeg allerede tror, jeg gør godt. Så er jeg også blevet optaget af begreberne nærvær og refleksivitet.
Min optagethed kom som en selv-evaluering efter en øvelse på uddannelsen, hvor jeg havde vovet mig frem, som en del af et reflekterende team. Egentlig troede jeg, at jeg gik og reflekterede suverænt, Maria griner og fortsætter, men efter dén øvelse er min forståelse af refleksion kommet op til revision. Måske forstår jeg det bedre nu, i hvert fald i ånden af Åben Dialog. Men selv om jeg forstår det, kræver det stadig øvelse.
Prøv at sætte lidt flere ord på ’refleksivitet i ånden af Åben Dialog’. Jamen, det handler om at blive mere præcis i sproget og handlingerne. Konceptualisere begreberne. I Åben Dialog, dér reflekteres uden forbehold, der er ingen fastlagt dagsorden, ingen bagvedliggende mål. Her træder nærværet frem, fordi man er til stede i dét nu, der skabes i den dialogiske proces. I det fælles samvær skal der gerne skabes noget smukt - og det kan blandt ske ved at udholde stilheden og uvisheden. Maria sidder lidt og kigger ud i luften, det virker på mig, som om hun prøver at finde ordene til at tale videre.
Jeg er blevet optaget af, hvad der kan forstyrre nærværet mellem mennesker, fortsætter hun. Noget af det, der kan forstyrre, er manglende viden om rammerne for Åben Dialog. Det betyder at ledelse, kollegaer og beboere på Parkvænget skal have indsigt i måden at tænke og arbejde med tankegangen på. Det er fx vigtigt at afstemme med andre, at åbne dialoger ikke nødvendigvis skal skabe et konkret produkt. Ingen deltagere i åbne dialoger, kender på forhånd udfaldet af samtalerne. Når man sætter en dialogisk proces i gang, skal alle indstille sig på at anerkende, at beboeren har et liv, i kraft at det liv, der er levet.
Hvordan kan du konkret gøre det? Prøv at forklare mig det med et eksempel. I situationer under en dialog, hvor jeg umiddelbart ikke kan forstå, hvad der kommer til udtryk, bliver opfordringen at stille mig åben og nærværende i nuet. Der er et budskab i at afkode og udforske, hvad den anden siger. Her melder min nysgerrighed sig. Så i den konkrete samtale forsøger jeg at ’stille mig ind på den anden’ ved at stille åbne spørgsmål og ved at udforske det sagte. Jeg forsøger at indtage en ikke-vidende position.
Nu har vi bevæget os omkring nogle generelle betragtninger om arbejdet med åbne dialoger, kan du sige lidt om, hvordan du har overført disse tanker i din hverdag på Parkvænget? Det kan jeg godt, samtidigt er det vigtigt for mig at sige, at dét jeg planlagde, ikke gik som forventet. Det er ok, prøv bare at folde det ud.
Øst Første er netop blevet opdelt i 2 mindre teams. En beboer, som jeg har arbejdet sammen med, har valgt det team som jeg indgår i. Jeg gjorde mig nogle tanker om, hvordan hun kunne møde sit team, som gæst. Så jeg inviterede hende og forberedte hende på rammerne og sagde til hende, at dét rum hun og jeg har når vi taler sammen, ville blive udvidet med teamet. Beboeren sagde ja, og det hele kørte og jeg glædede mig.
Hvad gjorde du konkret? På selve dagen lånte jeg to af lænestole og stillede dem overfor hinanden og satte 4-5 stole i en halvcirkel omkring lænestolene, inde i mødelokalet. Det var et hensyn til beboeren, hun havde fortalt mig, at hun ikke lyst til at have øjenkontakt med os alle. Maria tegner opstillingen på et stykke papir på bordet.
Hvordan forberedte du dit team? Jeg sendte dem en mail. Jeg forklarede dem også om strukturen på mødet. Den første tid på mødet skulle være beboerens tid. Jeg ville åbne op for en dialog med beboeren og dialogen skulle omhandle, hvad der optog beboeren for tiden. Teamet skulle lytte til beboerens udtalelser og i deres refleksioner skulle de lytte efter, hvad beboeren oplevede, som vigtigt for hende. Hvilke værdier var der at finde i det sagte? Hvilke intentioner? Det næste på mødet, handlede om at teamet reflekterede højt, mens beboeren var til stede. Når man reflekterer, er det hensigten at beboeren oplever sig selv hørt, set og forstået. Jeg ønskede for beboeren, at hun gik oprejst fra mødet og med en lyst til at deltage i et nyt møde, en anden gang.
Hvad skete der så på mødet? Beboeren kom ikke til mødet…. Hun kom ikke? Nej, vi afholdt mødet uden hende. Det var det jeg sagde til at begyndte med; mødet gik ikke helt som forventet.