Benedikte Nielsen og Tina Gottfredsen har gennemført en uddannelse i dialektisk adfærdsterapi (DAT) hos psykolog Casper Aaen på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. I dag interviewer jeg Tina om, hvordan hun bruger dele af DAT i sit daglige arbejde med beboerne på Vest Første. DAT er udviklet til personer med personlighedsforstyrrelse, misbrugsproblematikker og selvskadende adfærd.
Vi sidder her på min kontor i dag, fordi du skal fortælle mig en lille ting du har taget med hjem fra din uddannelse, som du har brugt sammen med en beboer – hvad har du lyst til at fortælle mig om? Jeg kan fortælle om hvordan jeg har valideret en borgers følelser. Prøv at fortælle mig lidt mere om, hvad du konkret har gjort. Det var en person, som er meget hård ved sig selv, taler fx meget grimt og invaliderende om sig selv. Personen ønskede ikke, at jeg sagde noget ’pænt’ om personen. Derfor gik jeg ind og validerede det sagte i forhold til fortid, nutid og personlighed. Jeg talte om hvorfor det gav god mening, at hun havde det sådan og så bad jeg om lov til at fortælle hvad jeg så. Det trøstede hende.
Kan du sige lidt om hvordan du forberedte dig at tale med personen? Jeg tænkte over, hvad jeg har lært på uddannelsen og overvejede, hvad kunne jeg bruge og hvordan kunne jeg holde fast i at samtalen kunne fortsætte. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne være nærværende, blive i nuet og turde være i en situation, der kunne blive svær for både borgeren og mig selv. En af de ting jeg har lært på uddannelsen, det er ’bevidst nærvær’. Jeg tænkte en del over, hvordan jeg kunne spørge ind til følelserne og blive i følelserne hos personen. Jeg havde fx en opmærksomhed på primær og sekundær følelser. Hvad mener du med primære og sekundære følelser? Det er fx hvis en person virker vred, så jeg kan godt finde på at spørge ind til, om der også kunne være andre følelser i spil end vrede. Det kan godt være sådan, at dét der umiddelbart synes som en primær følelser - kan være en sekundær følelse. Måske er personen faktisk mere ked af det end vred.
Hvilke effekter havde det på borgeren? Det havde den effekt, at hun gik fra at råbe af mig til at have en stille og rolig samtale. Derudover så fik vi løst nogle problemer, som hun havde og som jeg ikke ville kunne have løst ved at sige til hende; ’stop med at tale sådan til mig’. Var der andre effekter? Vores samarbejde blev styrket. Hvilken effekt havde det for dig? En tilfredsstillelse over at det jeg gør det virker.
Hvis vi samlet set skal se på dette lille eksempel, hvad kan du så kalde det fx sætte et ord på? Små forløb kunne jeg kalde det. Sådan at en hver samtale er en del af noget større, der kan styrke relationen og samarbejdet. En måde at lære hinanden bedre at kende på.
Det passer fint med min menneskesyn, jeg tror altid på, at mennesker har de bedste intentioner med deres handlinger. Det kobler hele DAT filosofien sig også til; menneskesynet i DAT er at alle mennesker gør det bedste de kan og de har gode intentioner. Så hvis jeg oplever, at jeg ikke har en god relation til et menneske, så er det fordi jeg ikke har valideret nok!
Hvorfor gjorde det dig glad, det du nu har fortalt mig om? Det gjorde mig glad, fordi jeg oplever at DAT virker og det er en metode som jeg tror på. Det var så befriende for mig at jeg ikke behøvede at ’grænsesætte’ eller ’adfærdskorrigere’ personen, som jeg havde samtalen med. Så via validering kan jeg opnå det samme som de andre begreber, og samtidigt bevare min relation til personen.
Hvad var din intention i forhold til at validere og ikke grænsesætte personen du talte om før? At vise personen at hun er lige som hun skal være. Og at det hun siger og giver udtryk for er meningsfuldt. Lige dér – lige nu. I DAT arbejder jeg også med ’radikal accept’. Det betyder, at ting eller forhold der ikke kan ændres, det må accepteres.
Hvad handlede det om for dig, når det er vigtigt fx ved at give et menneske en følelse af at være ok? Hvorfor er det vigtigt for dig? Det stammer helt tilbage fra den traditionelle psykiatri – hvor mennesker i kontakt med psykiatrien, såkaldte ’psykiatribrugere’, fik at vide at de var forkerte, kronisk syge eller meget anderledes end andre mennesker.
Det oplever jeg slet ikke. De mennesker som jeg arbejder med på Parkvænget, er ikke meget anderledes end andre mennesker, såsom mig selv! Så at få formidlet dét til beboerne, det er meget vigtigt for mig. Det er det der gør, at vi kan arbejde med udvikling. Det handler om at kunne acceptere og kunne lide den man er. Det er hér at validering får sin plads og kan bruges i hverdagen.